Hallo ven.
Siden ingen andre svarer på dine spørgsmål, skal jeg hermed forsøge at lede dig på vej. Ikke fordi, jeg selv kender noget til vejen. Eller kan lede nogen som helst. Ja, ja buddhisme er fuld af paradokser! På den ene side siges det der er noget at opnå (oplysning). Men, hvis et individ endelig opnår dette (efter års søgen?), kan vedkommende påstå , der overhovedet ikke er noget at finde. Og ALDRIG har været.
De af os,der gerne "vil finde noget"... Vi træder forkert fra første skridt! Drevet af en personlig/egoistisk ambition.: Jeg vil være noget! Blive til noget. Jeg vil være den oplyste!
På et tidspunkt bliver vi måske træt af ubekvemme stillinger og mesterens (tilsyneladende) ufølsomhed og kulde (han ignorerer mig, ser ikke, hvor meget jeg lider. Hvorfor kan han ikke bare vise mig målet?)
Den søgendes humør kan skifte som vejret. Måske får vedkommende en art depression og opgiver det hele med forskellige undskyldninger, begrundelser og forklaringer for sig selv... Og udtrykt overfor andre der gider høre. Oftest, er det dog blot enetale i èn selv. JEG TALER MED MIG SELV! HVEM HØRER DET SÅ?
Når det er svært at finde motivation til det ene eller andet. Kan du igen spørge (selv om ingen hører) HVEM ER JEG? HVEM ER JEG, DER KÆMPER EN INDRE KAMP? ER JEG(DA) 2 PERSONER? 1 der ikke gider zazen. Plus 1 der godt vil sidde? Eller er jeg blot sindstemninger, der kommer og går?
Sandheden/virkeligheden ses i hvert eneste øjeblik over alt. Desværre har alt for mange mennesker "et jeg", der kræver, fortolker, og sætter alt i bås. Sandheden er dråben under din næse. Bliver du pinligt berørt, er dit ego vågent. Lad det tørre ud, dråben og egoet.
Kan du bruge dette nonsens til noget? Ellers forkast det! Det er blot mit ego, der driver mig til et svar.
And the rest is silence.
