Her er bare nogle enkelte reflektioner fra mit liv med (og uden) koan'er og Rinzai Zen!
For ca. 35 år siden, længe før jeg fik en lærer, udelukkede jeg muligheden for at arbejde med koantræning. Jeg kan huske, at vi sad på det hårde gulv, en lille gruppe lige-sindede uni-studerende, og spiste dampede grønsager med pinde, mens Erik læste den ene efter den anden koan højt. Mens de andre grinede, gik jeg totalt i baglås. Nu kan jeg se, at det nærmere var en slags "retningspegende" reaktion, men dengang tog jeg benene over nakken.
For ca. 20 år siden, da jeg for alvor var i gang med at sidde zazen, blev jeg "enig med mig selv" (igen skulle advarselslamperne have blinket), at jeg kun vil praktisere i Soto templer under mit ophold i Japan. Som det udviklede sig, kom jeg til at få et tæt forhold til et Rinzai-sted og en japansk præst, som blev min "lærer". Uden koan'er. Næsten helt uden tale, da vi begge var så begrænset ifm hinandens sprog. Mit besøg hos en Soto gruppe, derimod, var noget af en fiasko, da den var så "indspist", at det var svært at finde "plads". Sikkert en slags indbildning og opgivelse fra min side; jeg havde helt sikkert dannede mig et billede af, hvor "åbne", disse yngre buddhister ville være.
For ca. 15 år siden, fik jeg at vide, at, hvis jeg nogensinde ønskede at frigøre mig fra gamle mønstre og forestillinger om, hvordan ting "er", skulle jeg udfordres på en måde, hvor mit intellekt ikke kunne bidrage med noget. Med et så stærkt intellekt-præget tilgang til liv og død, ville jeg aldrig nogensinde kunne komme om "bagved/under" mine forestillinger og lære at lytte til og stole på mit hjerte og sind. Da jeg havde smagt på dette før - at leve i virkelighed, som den virkeligt er - vidste jeg, at der var noget om talen.
For ca. 10 år siden, vågnede jeg op en morgen og VIDSTE, at koantræning vil sætte mig i stand til at leve, for mig selv og hele universet. Og så gik der ikke mange dage, før jeg havde fundet en lærer og fået aftaler i stand. Jeg troede, at jeg overgav mig til denne træning fra første færd, men der gik faktisk flere år, før jeg overhovedet seriøst var i gang. Selvfølgelig indrømmede jeg dette aldrig de første år --- og jeg synes, at min lærer var ubeskrivelig ond mod mig (men idag takker jeg ham for al den energi, han brugte på mig). Jeg døjede med en slags præstationsangst, som kun kan opstå, når man mener, at der er noget at opnå og at verdenen derude (for ikke at sige éns selv) dømmer én som værende uduelig og dum. Så LIDT forstod jeg!!!!!!!! Den dag, jeg kunne indse dette for mig selv, tog jeg den første skridt på vejen.
I tide og utide, dukker min modstand stadigvæk op, men koantræning er den absolut bedste "terapi" for mig! Med enhver koan, konfronteres jeg med mine fastlåste billeder af, hvordan jeg mener ting er. At "komme igennem" en koan er - for mig - lig med, at bryde igennem en skal, bortkaste ideer og forestillinger, åbne hjertet mere og mere, trække vejr friere og friere. Jeg kan bedre træffe beslutninger og acceptere konsekvenserne af disse beslutninger. Og når jeg trækker mig ind i skallen igen, kan jeg i hvert fald (for det meste) se, at jeg er i gang med det. Men så kommer næste koan...
Man kan ikke komme i gang med at træne koan'er uden, at man regelmæssigt møder med sin lærer. Det er sååå let enten at gå i stå eller bilde sig selv ind, at man "ser" noget. En fælde, som jeg selvfølgelig falder i, når jeg ikke er opmærksom og til stede. En Rinzai Zen mesters hjerte rummer alt og alle --- og selvom det kan virke barsk, når han ikke spiller med i de små leg, vi kan finde på at tage med til dokusan --- er det med et med-lidende og kærligt sind, han "ringer os ud", råber højt, viser, hvad vi gerne vil kalde utålmodighed...
